Kampen for retsundtagelsen
Dansk fastkurspolitik
De tryner den enkelte borger
Der foregår en klassekamp
Organisere dig fagligt
Det skal betale sig
Privat selvberigelse
Grådige banker
Corona helte
Bankrøvere
USA ønsker ingen fred (Ukraine)
Folkemøde på Bornholm
Vendekåber, usselrygge
Ekstrem ulighed
Trods fattigdom og sult
Den store profitfest er ikke slut
Ubæredygtig kapitalisme
Venstrefløjens kollaps
Stop højrekræfterne
Straf for aktivisme
Hvem stemmer man på


Af Kristoffer Krogh
Aktivist, handicaphjælper og musiker

Kronik i Dagbladet Information
11. april 2024

  

 

Som aktivist har jeg lagt krop til politiets brutale metoder, der svækker demokratiet

I min kamp mod krige og klimakrise har jeg ikke sparet mig selv for konfrontationer med politiet og arrestation. Det sætter dybe spor hos os aktivister og skader lysten til at deltage aktivt i samfundet



Aktivister fjernes af politiet efter de blokerede indgangen til Terma i det nordlige Aarhus mandag den 11. marts 2024

Foto: Jens Thaysen

»Louise?... Louise?«, siger jeg akavet frem for mig. Hun reagerer ikke, og heldigvis er der heller ikke andre, der hører mig.

Det er mandag den 11. marts, klokken er ti, og solen er lige brudt frem gennem skyerne. De seneste fire timer har vi, 100 aktivister, blokeret indgangene til Terma, og ingen medarbejdere har kunnet møde ind på arbejde endnu. Terma er en dansk våbenvirksomhed, hvis dele til F-35-fly bliver brugt af Israel i det igangværende folkemord på palæstinenserne. Vi vil lukke Terma ned, så længe vi kan, men nu er politiet gået i gang med at løfte aktivister over på den anden side af vejen og væk fra blokaden.

Jeg gik over på den anden side af vejen, da politiet annoncerede, at de ville rydde blokaden. »I dag vil jeg skåne mig selv for kontakt med politiet,« tænkte jeg. Fra denne side af vejen råber vi kampråb sammen med vores kammerater, som endnu sidder i blokaden: »TERMA, TERMA, WHAT DO YOU SAY: HOW MANY KIDS DID YOU KILL TODAY?«, »TERMA, TERMA, YOU CAN’T HIDE: YOU’RE SUPPORTING GENOCIDE.«

Pludselig står min gamle klassekammerat Louise lige foran mig – i politiuniform. Jeg har ikke set hende, siden vi gik ud af folkeskolen for snart syv år siden. Hun er høj og stærk. Hendes arme er korslagte, og hendes ansigt sammenbidt. På begge sider af hende står der andre betjente, og sammen danner de en linje, der sørger for, at ingen ikke løber tilbage til Termas indgange igen. Hendes overkrop er drejet mod venstre, for det er derovre, folk bliver slæbt væk lige nu. Hun ser mig ikke.

Bange for at blive spærret inde

»Louise?«, spørger jeg igen.

Hun reagerer stadig ikke på min tiltale. Er det hende, eller har jeg set forkert? Vil hun bare ikke kendes ved mig? Bag ved Louise råber aktivister i smerte, og politihunde gør.

»Louise?«, spørger jeg igen, så lavt at kun en Louise ville bemærke det. Langsomt retter hun sig op og kigger i min retning. Hendes ansigt bløder op i et lille smil, da hun siger: »Hej, Krogh, hvordan går det?«

Hendes venlige spørgsmål og lille smil overrasker mig. Jeg har ikke været til en aktion, hvor politiet var til stede, i halvandet år, og det har jeg haft brug for. Før min pause fra aktivismen sparede jeg nærmest aldrig mig selv og min krop fra konfrontation og diskussion med politiet – enten ved at blive løftet væk eller arresteret. Siden sidst har jeg været i retten tre gange for vejblokader og for en besættelsesaktion, og jeg har stadig mindst én tur i vente.

Jeg har oplevet økonomisk usikkerhed på grund af bøder – på trods af min rimeligt privilegerede baggrund – og jeg har været bange for at blive idømt fængselsdomme. Jeg er ofte blevet ked af det, når jeg har tænkt på vores klimaaktioner med alt, hvad de indebar af ensomhed, stress i cellen og vrede bilister, der indimellem truede med at køre os ned. Jeg er rigtig bange for, hvad det ville betyde for min psyke at sidde i en celle igen. I dag vil jeg ikke kastes tilbage til en tid, hvor jeg i timer og dage var indespærret alene.

Til celler, som ikke indeholdt andet end en bænk eller en træbriks og – hvis du var heldig – et lille vindue med tremmer for. Til konstant alarmberedskab i kroppen på grund af den minimale forskel på lyden af andres celledøre og min.

Til en tid, hvor betjente løj for mig for at gøre mig bange, når jeg endelig fik lov til at komme på toilettet og bare ville tale med nogen. Hvor jeg fik taget alt fra mig på nær et lag tøj og sad sådan – for mig selv – i timevis og fuldstændig overladt til politiets voldsomme hænder. Hvor betjente kom med trælse kommentarer om mig, og hvor jeg, som var jeg en farlig person, fik smækket mine arme op ad væggen, hvis jeg lavede en bevægelse, de ikke brød sig om.

Har du en god dag?

Jeg kigger mig omkring. Aktivister bliver løftet væk, nogle af dem i hovedet, andre mere skånsomt. Nogle aktivister får stukket fingre ind i munden, når politiet vil have dem til at rejse sig op og flytte sig af sig selv. Jeg kigger tilbage på Louise.

»Jeg har det godt«, svarer jeg.

»Jeg vidste godt, du lavede sådan noget her,« siger hun. I 2022 var min facebookvæg fuld af opslag om aktivisme.

»Det er sjovt at se dig igen, Louise. Går du stadig til håndbold?«, spørger jeg.

»Det gør jeg ikke,« siger hun.

»Hvornår startede du på politiuddannelsen, lige efter gymnasiet?«, spørger jeg.

»Ja, og jeg er på mit tredje år nu,« siger hun.

Vi når ikke at tale mere sammen, for jeg bliver bevidst om, at mine kammerater bliver maltrakteret af politiet i samme øjeblik.

En times tid senere står Louise pludselig over for mig igen. En af de andre demonstranter, som står lige ved siden af, råber til Louise:

»Føles det godt at beskytte våbenfirmaet, som bidrager til folkemordet på palæstinenserne? Og er det ikke fedt at se dine kolleger skubbe aktivister i brystet og løfte dem på måder, der gør ondt? Det kan du godt lide, ik’?«

Louise svarer ikke. Demonstranten spørger også, om Louise har haft en god dag. »Nej«, svarer hun, næsten uhørligt.

Fordømmelse og straf for aktivisme

Nu bliver de sidste demonstranter ryddet væk fra blokaderne af portene, og folk strømmer ind på fabrikken i deres biler. Louise bærer også folk væk. Hendes ansigt er svært at genkende, professionelt, en smule vredt. Den sidste morgendug på græsset fordamper i solen. Fabrikken er i gang igen.

Aktionen er ovre, vi forlader alle Terma, og jeg tager hjem til mig selv. Jeg sætter en kande te over i mit køkken og skriver til Louise på Messenger:

»Hey Louise. Spøjst at møde dig i dag, i denne situation. Men håber selvfølgelig, du har det godt:)«

Jeg går rastløst rundt ude i mit køkken, og et par minutter senere tilføjer jeg: »Blev forvirret men også glad for at se dig«.

Der går dage, og hun svarer ikke. Så jeg tjekker, om vi er venner på Facebook, men der står »tilføj ven«, så måske hun lige har »unfriendet« mig?

Jeg skriver hendes og mit navn ind på søgefunktionen, og jeg ser, at hun ønskede mig tillykke med min fødselsdag i 2018, hvilket vi skal have været venner på Facebook, for at hun kunne gøre. Hun skrev, at hun håbede, vi snart ville ses.

Min farfar anbefalede mig for et par år siden at tænke grundigt over Antonio Gramscis ord: »Jeg har aldrig gjort mig illusioner og har aldrig oplevet skuffelser«.

Jeg har gjort mig den illusion, at politiet først og fremmest var der for at beskytte alle mennesker mod udnyttelse og overfald. Det er mit indtryk, at de fleste tror det samme. At politiets primære opgave er at opretholde den lov og orden, som politikerne har bestemt, er katastrofalt, når politikerne beskytter de store klimaødelæggende virksomheders og våbenvirksomheders profitinteresser. Det må vi problematisere og kæmpe imod, og det betyder en kamp for et andet samfund end det kapitalistiske.

At kæmpe for et bedre samfund er desværre bare rigtig hårdt og skadeligt for mange, for politiet og resten af samfundet skyr ikke mange midler for at få én til at rette ind i geleddet. Det har jeg set på mine venners kroppe og mærket på min egen.

Retssystemets hårde metoder over for utopisk antikapitalistisk politik bidrager til, at samfundet aldrig rigtig bliver vores. Derimod forbliver det mest de riges, og modet til at tage kampen op mod de ødelæggende industrier bliver svækket.

Lad os hjælpe hinanden på trods og tage os af abrikostræerne, der allerede findes i murbrokkerne af det samfund, som smadrer livet på planeten. Lad os plante mange flere.

Jeg håber på trods af det hele, at Louise og jeg en dag mødes og taler med hinanden. Hvis det ikke kommer til at ske, ønsker jeg blot, at Louise ikke pludselig dukker op i de mareridt, jeg har om politiet: At hun ikke bliver den, der i mine mareridt smadrer min psyke ved at spærre mig inde i cellens tomme, tomme rum alene og uden noget at tage mig til. Jeg håber, at hendes ansigt ikke bliver ansigtet på de politifolk, som i mine mareridt skyder efter mig og de andre aktivister.

Jeg håber, hun svarer på mine beskeder.


Jeg vil give din farfar ret, gør dig ingen illusioner..!